
Jizerkas nationalpark i Tjekkiet dannede for 19. gang rammerne om Shi Kons internationale sommerskole, som blev afholdt den 11.-17. juli 2010.
Fra Shi Kon Danmark deltog Palle Thoft Jensen, som var med for 10 år i træk samt Kjeld Kjærsgaard, Julie Thoft Jensen, Jonas Søndermølle og Peter Kristensen.
Lejren blev som sædvanligt ledet af Shi Kons chefinstruktør Steve Rowe, 8. dan. Han blev i år assisteret af Chris Rowen, 7. dan goju karate, Martin Gatter, 6. dan karate, Ondra Musil, som blev tildelt 7. dan karate på lejren, Palle Thoft Jensen, 6. dan karate og Adam Lawrie, 4. dan karate.
Vejret viste sig fra sin aller bedste side med sol og varme hele ugen. Der kom nogle enkelte regnbyger, men de rensede blot luften og gjorde opholdet i bjergene til en endnu bedre oplevelse.
Shi Kon arbejder ud fra nogle principper, som ligger til grund for enhver effektiv måde at bruge krop og sind på uanset hvilken kampkunst der dyrkes. Således havde Steve Rowe i år valgt at tage udgangspunkt i følgende ideen: kropskernen - åbne, strække op, lukke, presse sammen og slippe (open, suspend, close, compress, release), taljens rolle i kontinuerlig bevægelse, forbundethed og power samt kilen og cirklen (spiral, sfære).
|